Mord 2.0

Level 1

Mission 1

 

Hvor en ung kvinde bliver fundet myrdet og hvor kriminalkommissær Kurt Wisom får den første overraskende besked fra ”Goethe”.

 

Liget lå på gulvet. Kvinden var omkring 30-35 år. Ved hendes side var en dametaske. Indholdet lå på gulvet. Læbestift. Pung. Hvem var hun?

 

Kurt Wisom var netop ankommet. Han kiggede på liget. Kroppen var fastholdt i en anspændt, krampagtig -  næsten frossen yoga-stilling.

 

- Hun må have været død i mindst seks timer, sagde den retsmedicinske ekspert, som også befandt sig i lejligheden. - Det kan man se på...

 

- Jeg har ikke tid til at høre alle detaljerne lige nu, svarede Kurt Wisom, der var ansat ved Københavns Politi som undersøger af mordsager.

 

- Jeg ville bare..., begyndte retsmedicineren, men blev atter afbrudt, inden han kunne nå at udbrede sig om flere ulækre detaljer ved liget.

 

- Ja, senere. Kurt Wisom så sig om i lejligheden. Der var pænt og ordentligt. Ingen tomme vinflasker eller slikposer. Ingen syndigheder.

 

I stuen stod en sofa, som kunne være købt i IKEA eller i et andet stort, moderne varehus. Den var rød. Samme farve som blod. Blodrød, altså.

 

Gardinerne var grønne og hang i lange, lige baner. Udenfor kunne man skimte Østerbro i det begyndende efterårsvejr. Bladene var visne. Døde.

 

Kvinden på gulvet var også død. Det behøvede man ikke en retsmedicinsk ekspert for at konstatere. Hendes øjne var dog åbne. Blå. Stirrende.

 

Der fandtes ikke nogen spor i lejligheden. Kun en død kvinde. Med tomme, stirrende øjne. Hvem var hun? Hvorfor var hun død? Mange spørgsmål.

 

På et antikt skrivebord - bestemt ikke fra IKEA - stod en bærbar computer. Den var slukket. Skærmen var sort som en vinteraften. Lidt støvet.

 

Kurt Wisom trykkede forsigtigt på en tast. Skærmen lyste op. Den viste et foto af et legende barn på en strand. Hvem? Hvis? Nye spørgsmål...

 

Kvinden havde skrevet en besked på sin Come2Me status-side. "Lige nu spiser jeg en ostemad", stod der. "Like", havde nogen markeret. Hm...

 

Hvem i alverden kunne det dog interessere? tænkte Kurt Wisom. Han forstod sig ikke på moderne sociale medier som Come2Me. ”Lige nu....?"

 

Det var som om, alle begivenheder var lige interessante. En bid af en ostemad var lige så opsigtsvækkende som et folkedrab. Alt skulle deles.

 

Wisom forstod ikke behovet for konstant at offentliggøre ens gøren og laden på sider som Come2Me. Hvorfor? Hvem kunne det dog interessere?

 

Der var ikke meget fra hans eget liv, der ville være værd at dele med omverdenen. Arbejde, hjem, aftensmad, sove, stå op, børste tænder...

 

"Lige nu spiser jeg en ostemad," gentog Wisom for sig selv og erkendte pludselig, at han var sulten. Han havde ikke spist siden i morges.

 

Kvinden havde mange venner på Come2Me. Alle havde fotos af sig selv. Ude til højre kunne man se et lille udvalg af dem, der var online nu.

 

Ostemad-beskeden var fra klokken 1.40 i nat. Med andre ord var hun død efter klokken 1.40. Så meget stod klart. Hvorfor oppe så sent?

 

Kvinden havde et foto af sig selv på sin Come2Me side. Hun smilede indbydende. Der var dog noget trist og tomt i hendes blik. Syntes Wisom.

 

Nu lå hun og stirrede tomt op i loftet. Hvad var der sket, efter at hun havde spist sin nu verdensberømte ostemad? Myrdet? Hjertetilfælde?

 

Den tændte computer var øjensynlig en sand guldgrube, når det gjaldt informationer om den afdøde. Yndlingsforfatter: Goethe. For eksempel.

 

Hendes navn, fødested og så videre stod der også. Hun hed Kirsten Blomsted, var født i Roskilde. Hun var 33 år, født i februar. Studerende.

 

Wisom kiggede på de mange fotos af kvindens venner. Både mandlige og kvindelige venner. To havde samme efternavn - åbenbart noget familie.

 

Måske fandtes morderen iblandt disse smilende mennesker, som alle havde sat deres foto på Come2Me? Det ville gøre det hele meget nemmere.

 

Eller havde morderen fjernet sine digitale fodspor fra Come2Me's webside? Var det muligt? Var hun overhovedet myrdet? Det ville tiden vise.

 

Vi må beslaglægge denne computer, tænkte Wisom. Han kunne ikke sidde i den døde kvindes lejlighed og læse alle hendes beskeder.

 

Wisom kiggede ind i de øvrige rum. Der var et soveværelse, en spisestue og et lille samtalekøkken. Hvem havde den afdøde mon samtalet med?

 

Der stod en kaffekop i køkkenvasken. Den havde mærker af læbestift, som flød i et rødt delta ned af kanten som et vådt kys. Koppen var hvid.

 

Var det kvindens læbestift på koppen? Formentlig. På bunden lå noget hvidt grums. Kalk? Gift? Det måtte retsmedicineren finde ud af.

 

Der stod også en mellemstor tallerken i vasken. Med krummer på. "Lige nu spiser jeg en ostemad", gentog Wisom atter. Han så sig omkring.

 

Der var helt stille i samtalekøkkenet, larmen fra gaden trængte ikke ind. Gennem vinduet kunne Wisom se ned i en gård med et kastanjetræ.

 

Nogle børn løb rundt og spillede fodbold. Det havde Wisom også gjort, da han var barn. Det var i Ole Madsens tid. Børnene morede sig.

 

Mon naboerne havde hørt noget? Næppe. Døden var indtrådt tidligt om morgenen og der var intet, som tydede på slagsmål eller vold. Larm.

 

Død i mindst seks timer. Det var den besked, retsmedicin-fidusen var kommet med. Inden Wisom afbrød ham. Klokken var nu 12 middag.

 

Kirsten Blomsted havde skrevet sin sidste besked klokken 1.40. Da havde hun netop spist en ostemad, som hele verden nu vidste. Næsten.

 

Hun havde vel drukket en kop kaffe også, selvom det var et underligt tidspunkt. Så sent. Selv kunne han ikke sove, hvis han drak kaffe sent.

 

Hun kunne også været stået tidligt op. Og drukket kaffe på det tidspunkt. Det ville være mere naturligt. Kort tid efter var hun faldet om.

 

Klokken seks, tænkte Wisom. Stadig mørkt. Om efteråret kom solen først frem op ad dagen i dette land. Hvis den overhovedet kom. Solen.

 

Trist årstid. Wisom tog handsker på og vippede koppen med det røde læbeaftryk ned i en plastikpose, som han havde i lommen til samme formål.

 

Inde i dagligstuen havde retsmedicineren forladt "the crime scene". Kun den døde kvinde lå på gulvet. Med sine tomme, stirrende blå øjne.

 

Efter et par minutter kom et par Falckreddere. De diskuterede ivrigt en eller anden sportsbegivenhed, de havde set sammen på tv.

 

- Indrøm det. I spillede dårligt, sagde den ene. Den anden trak på skuldrene. Det var vel hans hold, der blev hånet. Fodbold, vel sagtens.

 

- Henriksen var ude. Dårligt knæ, svarede den, hvis hold havde tabt. Det skulle forklare nederlaget. - Vi var ikke i stærkeste opstilling...

 

- What ever, sagde den anden ambulancemand, som var han træt af at høre dårlige undskyldninger fra makkerens side. Han slog ud med armene.

 

- Det er et taberhold, det må du indrømme, fortsatte Falck-fyren uden sympati for det tabende hold. - Vent til I skal møde os. Så får I hug.

 

Falck-manden gjorde en karatebevægelse i luften med den ene hånd, som ville han egenhændigt feje hele makkerens hold af banen. - Sådan.

 

Wisom kiggede på de to Falckreddere for at antyde, at tiden måske ikke var til at diskutere fodbold i. Der lå ligesom et lig på gulvet...

 

Han pegede på den døde kvinde på gulvet. De to Falckreddere opgav fodbolds-diskussionen og kiggede på den døde kvinde. - Er det ....?

 

Forsigtigt flyttede de liget over på en båre. Der lå en smule blod på gulvet. Rødt. Kvinden måtte have slået sig, da hun var faldet omkuld.

 

De to mænd bar liget ud med samme ligegyldighed som var det madrester fra spisebordet. De havde prøvet det før. Et mærkeligt job. Men et …

 

De var daglejere i død og ulykker og kunne ikke bebrejdes deres rutinemæssige opførelse. “Hvad har du så lavet i dag?” “Orv, ikke noget..."

 

Wisom kiggede sig atter omkring i stuen. Der var tomt nu, efter at de to fodboldfans-skråstreg-Falckreddere havde fjernet liget. Hvad nu?

 

Han havde ikke mere at gøre her. Retsmedicineren var gået. Liget var væk. Scenen måtte nu overlades til teknikkerne fra Københavns Politi.

 

De ville rykke ind med fingeraftryks-pulver og begynde at pensle det på døre og håndtag i håb om at trylle afslørende bevismateriale frem.

 

Der vil være andre ting at lede efter. Hår, hudflager og så videre. Mulige spor og objekter, der kan udsættes for dna-analyser.

 

Wisom stod stadig med plastikposen i hånden. Han gloede ned på den. Hans tanker synes at være gået i stå. Kaffe. Hvidt grums. Kom nu.

 

Han var ikke alene sulten, men trængte også til kaffe. Hvor mon den nærmeste Starbucks lå? Der måtte være en på Østerbrogade. Eller...

 

Hvorfor ikke en almindelig kaffebar? Hvorfor var det, at man skulle benytte en international kæde, blot fordi man skulle have en kop kaffe?

 

Wisom knappede sin frakke. Stak koppen med det røde læbeaftryk i lommen. Computeren stod stadig på det antikke skrivebord.

 

Han overvejede kort at tage den med sig. På Starbucks var der vist internet, så han kunne studere den afdødes Come2Me-konto. Men nej...

 

Det var nok ingen god idé. Teknikkerne ville blive sure. Med god grund. Den skulle også pensles for fingeraftryk. Han havde allerede....

 

Det var nok klogt at få taget en kopi, inden han - som ikke var "digital indfødt" - fik fingrene i den. Han kunne ødelægge alt på 0,5.

 

Naturligvis havde han selv en computer - både på kontoret og hjemme. Men han brugte den mest til at skrive rapporter på. Åbne Word, skrive.

 

Derhjemme var hans bærbare mere eller mindre blevet overtaget af Katrine - hans 15 årige datter. Når hun altså var på besøg hos ham.

 

Jo, han var fraskilt. Som så mange politifolk med lange og skæve arbejdstider. Det gjorde nu ikke noget. De var gode venner. Ham og Else.

 

Wisom tog sin mobil frem. Endnu et stykke moderne informationsteknologi. Hans var gammel. Han orkede ikke at skifte den ud. Velkendt.

 

De nye havde for små knapper. Jo nyere, desto mere indviklet. En telefon var ikke længere blot en telefon. Altså, bare hallo-og-farvel.

 

Mobiltelefoner var snarere digitale schweizer-knive med et utal af muligheder, som man alligevel ikke havde brug for. Ikke ham i hvert fald.

 

Han var dog glad for det indbyggede kamera. Som arbejdsredskab. Han havde allerede taget et par billeder af lejligheden. Blot for...

 

Ja, hukommelsen var ikke, hvad den havde været. Og fotos var gode. Så havde hukommelsen noget at støtte sig til. Når han så dem, så...

 

Straks begyndte associationsrækken. Sofa, rød, IKEA, blod, Østerbro, skrivebord, computer, Come2Me, kaffe, Starbucks, Kirsten, læbestift...

 

Det var den måde, han arbejdede på. Associationer. De kunne føre hans tanker vidt omkring. Fra tue til tue. Komme mentalt tørskoet omkring.

 

Han ringede til Gården. Politigården. - Det er Wisom, sagde han højt i mobilen. Tit var forbindelsen dårlig. - Hej, Visdom, svarede Jørgen.

 

Wisom blev kaldt for Visdom. Ikke fordi, han var særlig klog. Blot vidende. Særlig paratviden. Facts. Kendsgerninger. De nøgne af slagsen.

 

Han kendte kongerækken tilbage til Harald Blåtand. Købstæderne på Fyn. Den slags. Almenviden som ikke var så almen længere.

 

Den slags som ungdommen mente, man bare kunne finde på nettet. På Wikipedia. Eller hvad det nu hed. Viden, som ikke var værd at huske.

 

Han kunne huske alt, hvad han havde lært for længe siden. Det kneb mere med det aktuelle. Hvor han havde lagt sine læsebriller. Den slags.

 

Wisom kiggede ud ad vinduet. - Ja, Visdom? gentog Jørgen på kontoret. Wisom sukkede svagt. Var der dog ingen, som kunne forny sig. Bare lidt.

 

- Jeg er på Østerbro. Den døde unge kvinde, sagde han. - Ja? svarede Jørgen spørgende. - Jeg går nu, sagde Wisom. - Men jeg tænkte...

 

- Husk at sætte afspærrings-tape op, afbrød Jørgen snusfornuftigt. - Ja, selvfølgelig, svarede Wisom. Huskede så, hvorfor han havde ringet.

 

Computeren skulle beslaglægges. Der fandtes allehånde bevismateriale på den. Jørgen lovede at sende en mand, der kunne tage den med.

 

Wisom trykkede hårdt på den røde knap. Afbrød samtalen. Han klappede flip-telefonen sammen. Det gav et lille smæld. Stak den i lommen.

 

Der var ikke rigtig mere for ham at gøre. Liget af kvinden var båret ned. Computeren ville blive hentet. Teknikkerne ville komme og pensle.

 

Så vente. Ventetid var det, der var mest af i hans job. Vente på undersøgelser, på forhørsudskrifter, på svar. Vente på Godot...

 

Han var træt af at stå op og satte sig i den røde sofa fra IKEA. Rød som blod. Det var begyndt at regne ude på Østerbrogade. Lortevejr.

 

Pludselig gav computeren lyd fra sig. En kort, bippende lyd. Langsomt kom baglyset frem på skærmen. Den var vågen. Levende...

 

Wisom rejste sig og så på skærmen. Der var kommet en ny besked på Kirsten Blomsteds Come2Me status-side. Fra en vis... ”Goethe".

 

Wisom stirrede på skærmen. Telefon til afdøde. Eller snarere Come2Me-besked til afdøde. Beskeden virkede lammende: ”I killed the Bitch".

 

Han stod som naglet til gulvet. Kunne ikke gå. Han måtte vente til nogen kom og hentede denne computer, der tilstod mord.

 

Altså vente igen. Han så sig atter om i lejligheden. Hvem var denne kvinde? Hvad vidste han? Et par løbesko stod i entreen. Aktiv løber?

 

Indtil videre ikke noget omfattende billede. Men hendes liv på Come2Me ville utvivlsomt føje flere detaljer til. Hvem hun netværkede med...

 

Wisom gik lidt rundt. Kiggede på bøgerne. Tog en ud af reolen. ”Gruppebillede med dame”. Heinrich Böll. Tysk litteratur. Ikke hans...

 

Endelig dukkede manden fra teknisk afdeling op. Banke-banke på. - Ja, svarede Wisom. Døren blev åbnet. Manden var iført en sportsjakke.

 

- Den? Teknikeren nikkede mod computeren. - Ja, svarede Wisom. - Den er tændt. Det lød som om manden skulle passe på ikke at få stød.

 

- Har nogen rørt ved den? spurgte teknikeren. Wisom følte sig taget med hånden i kagedåsen. Hvor dum kunne man være? Temmelig dum.

 

Dummere end en politimand med mere end 25 års erfaring. Det ville blive opdaget. Naturligvis. Men den tid, den sorg. Gud, ja måske kom jeg…

 

- Nej, sagde Wisom. Manden tog engangs-plastikhandsker på. Der lød et smæld på håndleddet. Plam. Den anden. Plam. Som skud med en lyddæmper.

 

- Kan jeg få en kopi? spurgte Wisom. - En kopi af harddisken, altså. Noget jeg kan arbejde med uden at lave ulykker. Jeg er ikke…

 

- Det må du tale med teknisk afdeling om. Jeg er kun bybuddet. Don’t kill the messenger. Manden holdt begge arme over hovedet. Overgivelse.

 

- Ok. Det gør jeg så. Han udfyldte en mental huskeseddel oppe i hovedet: Tal med teknisk, stod der. Save. De måtte kunne trække en kopi.

 

Teknikeren tog om computeren som en nonne om en osv. Med to fingre. Han lagde den ned i en stor gennemsigtig plastikpose med lynlås.

 

Den anonyme mand trak hurtigt lynlåsen til som var computeren en fisk, der hvert øjeblik kunne springe op og tilbage i søen. Næ, du..

 

- Var det..? spurgte han. Wisom nikkede. - Ja, det var alt. Du kan godt køre tilbage. Jeg lukker og slukker. Teknikeren gik med sin fangst.

 

Wisom så sig en sidste gang rundt i lejligheden. Der var ikke mere for ham at gøre. Bogen fra reolen lå fremme. Han satte den på plads.

 

Wisom lukkede stille hoveddøren. Han gen-klistrede det afspærringstape med ordene "politi - ingen adgang", som nogen havde revet af.

 

Tapen klistrede dårligt på dørkarmen. Han måtte stryge det hårdt med håndfladen. Alligevel så det ud som om det snart ville falde af igen.

 

Han kiggede en sidste gang på døren. Det var en almindelig hoveddør med et dørskilt. Kirsten Blomsted, stod der. Ingen andre navne.

 

Trappen lugtede af røg. Ude på Østerbrogade knappede han sin frakke. Det regnede. Møgvejr. Man skulle passe på helbredet på denne årstid.

 

​

Side-mission

 

 

 

Frederikke fløj rundt over landskabet, der forsvandt som skygger under hende. Hun landede langsomt og satte forsigtigt fødderne på jorden.

 

Hun begyndte at gå rundt i en by. Gik gennem indkøbsgader. Der var ikke rigtig noget, der fangede hendes blik. Varerne lå fremme, men...

 

Af og til tastede hun nogle bemærkninger til folk, hun kendte. Hun færdedes hjemmevant i landskabet. Havde været her mange gange før.

 

Da hun nåede til et lille torv, standsede hun op. Hun kiggede sig omkring. Hvor var han? De havde aftalt at mødes her. Eller havde hun...?

 

Nej, det var ikke til at tage fejl. Hun satte sig på deres sædvanlige café. Udenfor. En tjener i hvid smoking kom glidende på rulleskøjter.

 

Hun kiggede på de forbipasserende. De fleste gik i smart sommertøj. Kvinderne i lette kjoler. I dette land skiftede årstiderne ikke.

 

Selv havde hun en hvid bomuldskjole på. Sandaler. Med rem. Solbriller. De var store og dækkede det meste af ansigtet.

 

Lårkort. Der var ingen grund til at være snerpet. Hun var tryg i dette miljø. Kom her tit. Altid lårkort. Det hele var bare en leg.

 

Hun kiggede på det ur, der hang på en neutral bygning midt på torvet. Klokken var fem minutter i 10.00. Hun var kommet i god tid. For...

 

Tjeneren i hvid smoking kom rullende med hendes kaffe. En lille espresso i en hvid kop. I underkoppen lå et stykke chokolade. Guldpapir.

 

Hun kunne spise, hvad det passede hende. Vægten var altid den samme. Det var rart. Hun puttede chokolade-stykket i munden. Uhm...

 

Uret på torvet faldt i slag. Hvorfor kom han ikke? Ved siden af hende, sad en ældre mand og læste avis. Han havde en tynd jakke på.

 

Hun sad lidt og tænkte. Skulle hun flyve videre? Ville han komme? Måske havde han ikke tid i dag. Det var sket før. Sjældent dog.

 

Hun tog sin elektroniske lommebog frem og så i den. Jo, ved siden af hans navn lyste en grøn lampe. Så han var på. Hun rettede på sit hår.

 

Frederikke besluttede sig til at vente lidt længere. I hvert fald til hun havde drukket sin kaffe. Folk defilerede forbi på må og få.

 

Da hun havde drukket sin kaffe, gjorde hun sig klar til at gå. Hun fandt sin e-pung og betalte. Beløbet blev straks trukket fra hendes konto.

 

Da hun havde lukket pungen, mærkede hun en hånd på sin skulder. Hun havde ikke set, at han var kommet flyvende. - Hej, sagde han. Goethe.