Mord 3.0

Level 1

Mission 1

​

Liget lå på sengen. Kvinden var vel omkring 30-35 år. Der var tydelige blodudtrækninger på hendes hals. Lagerne var krøllede. En dyne slået til side. Hun var nøgen. Egentlig ret køn, men nu altså død.

Kriminalkommissær Kurt Wisom var netop ankommet til lejligheden på Østerbro. Han kiggede på liget. Kroppen lå blødt, let henkastet i dobbeltsengen som havde nogen i skyndingen tabt hende dér. Halsen bar, som allerede nævnt, præg af underløbne, blålige blodudtrækninger. Død ved kvælning? Det var der vist ingen tvivl om.

- Hun må være blevet myrdet ved kvælning, sagde den retsmedicinske ekspert, som også befandt sig i lejligheden. - Det kan man se på...

- Jeg har ikke tid til at høre alle detaljerne lige nu, afbrød Kurt Wisom. "Myrdet ved kvælning", gentog Wisom for sig selv. Ja, det kunne enhver idiot jo se. Han havde aldrig rigtig brudt sig om den retsmedicinske kollega, hvilket sådan set var usædvanligt. Wisom kom som regel godt ud af det med de fleste. Han var flink og forstående overfor sine medarbejdere. På den måde kom man længst, mente han.

- Jeg ville bare..., begyndte retsmedicineren, men blev afbrudt af Wisoms gestik, inden han kunne nå at udbrede sig om flere åbenbare sandheder ved liget.

- Ja, senere. Kurt Wisom så sig om i resten af lejligheden. I stuen stod en sofa, som kunne være købt i IKEA eller i et andet stort, moderne varehus. Den var rød. Samme farve som blod. Blodrød, altså. På bordet stod to ubenyttede tallerkner, samt to vinglas. Der var et læbestifts-mærke på det ene glas. Farven bredte sig som et rødt delta ned fra kanten. I bunden en rødlig væske. Det måtte være rødvin for der stod en næsten fuld flaske rødvin på gulvet ved siden af sofabordet. Elementært Dr. Watson...

To teknikere fra Københavns Politi iført blå overtrækssko af plastik var i gang med at lede efter fingeraftryk, dna-rester med videre. Det undrede Wisom, at de ikke allerede havde beslaglagt glassene, inden de blev kompromitteret, men måske havde de en fast rutine for deres arbejde. En bestemt måde, de greb tingene an på. Det havde han selv. Derfor sagde han ikke noget. Hilste blot venligt. De kendte ham.

Han gik tilbage i soveværelse og studerede den afdøde kvindes læber. De bar præg af en rødlig læbestift som godt kunne være samme farve som læbestiften på glasset. Læbestiften var tværet en del ud som havde hun kysset lidenskabeligt. Eller ufrivilligt? Under tvang? Mulig voldtægt? Han lavede en mental note oppe i hovedet. Save.

På gulvet lå kvindens beklædningsgenstande. En kort sort kjole, trusser, højhælede sko, hvid skjorte, bh. Det så ud som om det var kommet af i en fart. Bortset fra den fatale udgang, lignede det hele en hed romantisk aften.

- Pas nu på du ikke træder på noget af det, sagde den irriterende retsmedicinske ekspert og pegede på tøjet. "Ja, pas du bare dig selv og dit arbejde", tænkte Wisom. Hvad regnede han ham for? En total amatør? Wisom havde været ansat som efterforsker ved Københavns politi i næsten en menneskealder, så mon ikke han vidste, hvordan man opfører sig på et gerningssted. Idiot.

Wisom forlod soveværelset og gik atter ind i stuen. Andre rum var der ikke i den toværelses lejlighed - bortset fra køkken og badeværelse, naturligvis. På et antikt skrivebord - bestemt ikke fra IKEA - stod en bærbar computer. Kvinden havde lavet en opdatering på sin Come2Me status-side. Der var et foto af en middagsret. "Min italienske specialitet - pasta i fløde med hvid trøffel", stod der under. "Like", havde flere markeret. Hm...

Hvem i alverden kunne det dog interessere? tænkte Kurt Wisom. Han forstod sig ikke på moderne medier som det sociale netværk Come2Me. En pastaret....? Det var som om alle begivenheder var lige interessante. Et billede af en pastaret var lige så vigtigt som folkedrab på Balkan. Eller et jordskælv. Intet var underordnet noget andet. Den hierarkiske struktur af informationers vigtighed var forsvundet. Alt skulle deles...

I gamle dage havde man redaktører, gatekeepers, til at sortere skidt fra kanel. På den måde sikrede man sig, at de vigtigste begivenheder stod på avisens forside, de mindre vigtige inde i bladet, mens ligegyldighederne aldrig kom til folkets kendskab. Men sådan var det ikke mere. Nu var alt lige vigtigt. Og skulle deles.

Wisom spekulerede tit over, hvor denne udvikling ville føre nationen hen. Hvordan ville den såkaldte internet-generation - de digitale indfødte - udvikle sig, når de dagligt blev bombarderet med ligegyldigheder? Han kendte det fra sin egen datter, Katrine. Hun kom tit og holdt sin mobiltelefon hen foran ham og afspillede et eller andet ligegyldigt klip, hun havde fundet på nettet. En lille video med en hund, der går rundt på en græsplæne iført cowboystøvler. Han ville kigge høfligt, så længe klippet varede. - Er det ikke bare for sjovt? ville hun spørge. - Jo, svarede han gerne. Ville ikke skuffe hende. Men hvad var meningen med sådan noget...?

Opdateringen med den italienske pastaret var fra klokken 18.23 aftenen før. Det stod under Come2Me-opslaget eller hvad det nu hed?

Kvindens profil-side var i øvrig en sand guldgrube, når det gjaldt informationer om den afdøde. Hendes navn, fødested og så videre, stod der. Hun hed Kirsten Blomsted, var fra Roskilde. Hun var 33 år, født i februar. Litteraturstuderende. Yndlingsforfatter: Goethe.

Wisom kiggede på de mange fotos af kvindens venner. Både mandlige og kvindelige bekendtskaber. En kvinde havde samme efternavn - Blomsted - åbenbart noget familie. En søster, måske? Henriette, hed hun. Han kunne se, at hun var en af dem, der havde markeret et "like" under billedet af den banale pastaret.

Ved siden af computeren lå en tablet af en slags. Den så ny ud. Wisom trykkede forsigtigt på "tænd"-knappen. Skærmen lyste op. Han kunne læse en tekst-dialog. Eller en form for chat, var det vel. Han forstod ikke, hvad han læste. Det hele bestod af en række forkortelser og sammentrækninger af noget som oprindeligt måtte være engelske ord. Han lagde den nye tablet tilbage på bordet.

Wisom gik ud i køkkenet, hvor den nu verdensberømte pastaret var blevet lavet. En pande lå i køkkenvasken, sammen med et dørslag og en gryde. Noget pasta lå i dørslag. I en gryde flødesovs. Noget var anrettet på en tallerken og lignede billedet på Come2Me. Intet var øjensynligt spist. Han åbnede opvaskemaskinen. Den var kun halvfyldt. Sådan var det, når man boede alene. Han kendte selv problemet. Det kunne tage ham en halv uge at få nok snavset porcelæn til, at han kunne være bekendt at starte maskinen uden at det kunne betragtes som ressourcespild. Nu levede han godt nok også mest af færdigretter, men alligevel...

Der stod en kaffemaskine på køkkenbordet. Den så ikke ud til at være brugt den forrige aften. Der var intet brugt filter i eller rester af kaffe i kolben. Så langt var de opstemte unge mennesker åbenbart ikke nået. En smule rødvin - så ind i dobbeltsengen. Hm...

Wisom gik tilbage til soveværelset, som retsmedicineren havde forladt. Gudskelov. Ham kunne Wisom godt undvære. Kun den døde, strangulerede kvinde lå i sengen. Med sine tomme, stirrende blå øjne. Hvem var hun, denne 33-årige kvinde, som havde endt sit liv så tidligt? Og hvorfor? Det lignede unægteligt et seksuelt motiveret drab. Den nøgne kvinde i sengen. Tøjet på gulvet. Mærkerne på halsen.

Hvornår var det gået galt? Det hele måtte jo være startet i romantisk fredsommelighed med middag og rødvin. Der var ingen tegn på indbrud. Der var ingen spor af vold i lejligheden. Ingen væltede stole eller andre møbler. Hun var ikke blevet slæbt ind i sengen. Kvinden var øjensynligt fulgt med af egen drift. Havde måske endda været den forførende part. Havde hun også taget tøjet af frivilligt? Wisom kiggede på gulvet. De kvindelige beklædningsgenstande var ikke revet itu. Ikke så vidt han kunne se.

Retsmedicinsk afdeling ville om et par dage med sikkerhed kunne fortælle, hvorvidt der havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. Eller et afbrudt. Eller slet ikke.

En af teknikerne kom til syne i døren. En kvinde. - Jeg er meget interesseret i at vide, om tøjet bærer præg af vold. Om det er revet i stykker. Det tjekker I vel? spurgte han. Den kvindelige tekniker gloede ligegyldigt på ham. - Ja, hvad tror du selv? svarede hun kort.

Der var vist for mange kokke i lejligheden lige nu. Alle synes at være irriteret på hinanden. Alle ville gerne udføre deres arbejde i fred og ro. Det gjaldt for så vidt også Wisom selv. Teknikerne ville arbejde de næste mange timer - måske endda dage. Alle vægge, vinduer og genstande i lejligheden skulle undersøges. Pensles for fingeraftryk. Alt relevant materiale skulle forsegles i plastikposer og bringes med tilbage til Gården. Gulvtæpper, senge og sofa skulle undersøges ned til mindste mikroskopiske detalje. Hudceller, hår, sved, sæd. Alt skulle endevendes.

Wisom tog sin mobil frem. Endnu et stykke moderne informationsteknologi. Hans var gammel. Han orkede ikke at skifte den ud. Jo nyere, desto mere indviklet. En telefon var ikke længere blot en telefon. Altså, bare hallo-og-farvel.

Han ringede til Gården. Politigården. - Det er Wisom, sagde han højt i mobilen. Tit var forbindelsen dårlig. - Hej, Visdom, svarede Jørgen Varberg. Wisom blev kaldt for Visdom. Ikke fordi han var særlig klog. Blot vidende. Særlig paratviden. Facts. Kendsgerninger. De nøgne af slagsen.

Wisom kiggede ud ad vinduet. Udenfor var det gråt-i-gråt. September-udgaven af Danmark. Ikke den bedste. - Ja, Visdom? gentog Jørgen Varberg utålmodigt. Wisom sukkede svagt. Var der dog ingen, som kunne forny sig. Bare en smule.

- Jeg er på Østerbro. Den døde unge kvinde, forklarede Wisom. - Ja? svarede Jørgen spørgende. - Jeg går nu, oplyste Wisom.

- Husk at sætte afspærringstape op, afbrød Jørgen snusfornuftigt. - Ja, selvfølgelig, svarede Wisom. Endnu en, der skulle blande sig i andres arbejde.

- Kan du indkalde hele efterforskningsholdet til møde? spurgte Wisom så. Holdet bestod af fem kollegaer, som Wisom til enhver tid rådede over. Erik Nygren, Bjarne Petersen, Verner Saxholm, Jørgen Varberg og Lise Højlund - sidstnævnte blot kaldet Lise H. Alle erfarne medarbejdere. - Det haster ikke. Bare til en af de nærmeste dage. Vi skal jo først afvente rapporterne fra teknisk- og retsmedicinsk afdeling....

Ventetid var det, der var mest af i Wisoms job. Vente på undersøgelser, på forhørsudskrifter, på rapporter. Vente på Godot...

Jørgen Varberg lovede at indkalde til et møde med alle kollegaerne. Måske midt i ugen.

Wisom blev træt af at stå op og satte sig i den røde sofa fra, måske, IKEA. Rød som blod. Det var begyndt at regne ude på Østerbrogade. Lortevejr. Han sad og tænkte lidt. Lejligheden. Den urørte pastaret. Rødvin i ét glas. Tøjet på gulvet. Det nøgne lig.

Det var sådan han arbejdede. Ikke ud fra nogen lineær plan, men gennem overlappende scenarier. Hvornår var morderen dukket op? Pastaretten havde været færdig 18.23. Hvordan havde morderen set ud? Hvor længe havde vedkommende været i lejligheden? Ikke længe at dømme efter den urørte middagsret. Det mest sandsynlige scenarie var vel en romantisk aften, der var gået galt. Grusom galt. Men hvorfor?

Mennesker er skrøbelige væsner. Kærlighed er lunefuld. Tit skulle der ikke meget til at tippe en stemning fra romantisk til hadsk fjendtlighed. To yderpoler, der levede af og fordrede hinanden. Forandringen kunne ske på et splitsekund. Det vidste han fra sit arbejde. En forkert bemærkning kunne føre til vrede, til ophidselse, til had, til ... mord. Et forkert blik kunne skabe vold og ende i drab. Jalousi var farlig og let antændelig som en benzinbombe. Et skænderi kunne opstå ud af ingenting. - Hvorfor så du på ham på den måde? - Det kommer ikke dig ved! - Hvorfor vil du ikke svare? - Jeg så ikke på ham på nogen måde. Sådanne ordvekslinger kunne nemt køre af sporet. Den ene sætning kunne tage den næste i en vredens tagfat-leg. For hver ordveksling ville tonen blive skærpet. Fortidens begravede stridigheder dukke op. Dolkene kom frem. En verbal koldkrig ville starte. På et tidspunkt var der ingen vej tilbage...

Men mord? Der var alligevel et stykke vej fra et skænderi om svigtede forventninger eller sårede følelser til at kvæle et andet menneske. Alene af den grund at det er svært at slå et andet menneske ihjel - medmindre man anvender et våben. Med de bare næver... det er svært. Sværere end de fleste forestiller sig. Det tager tid. Ofret skriger. Gør modstand. Medmindre gerningsmanden træder ind i en form for trance, hvor ekstasen bliver selvforstærkende og skaber den nødvendige følelseskulde...

Pludselig gav et eller andet lyd fra sig. En ringetone. Det lød som om det kom fra soveværelset. Wisom rejste sig og gik i retningen af lyden. Men selv inde i soveværelset kunne han ikke præcis lokalisere, hvorfra lyden kom. Den syntes at komme fra sengen. Han kiggede sig nervøst over skulderen. Ingen af de to teknikere var i rummet. Han løftede dynen til side. Intet.

Så lagde han sig ned på gulvet. Dér under sengen lå en mobil. Baglyset var kommet frem og den ringede så voldsomt, at den næsten hoppede rundt på gulvplankerne. Wisom tog den op og kiggede på displayet. Det var smadret. Wisom kunne ikke nå at læse, hvem, der ringede. Så var den også død.

 

Side-Mission

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​